Anglernes herkomst

Udsagn der peger på landskabet Angel

von : Ole V. Hansen

Hos Tacitus er der især to forhold, som man bør lægge mærke til, nemlig at han - efter at have omtalt langobar­derne (der almindeligvis menes at have boet ved Elbens nedre løb, jvf. bynavnet Bardowick) - nævner anglerne som en af de syv Nerthus-dyrkende folkestammer, og om disse fremhæver, at de har en hellig lund »på en ø i Oceanet«. Ud fra disse to oplysninger kan det vel ikke være urimeligt at opfatte de nævnte folkestammer som bosatte på den Jyske Halvø. Anglerne kan derfor udmærket have været hjemmehørende i Angel og nær­meste omegn.

På Tacitus' tid var »Oceanet« det vand, der ef­ter den tids verdensbillede omgav det faste land. Nordsøen var derfor en naturlig del af »Oceanet«, og det var først, da man i senere århundreder var blevet klar over, at Øster­søen var en indbugtning fra »Oceanet«, at man almindeligvis foretrak at betegne dette hav med ordet »Mare«, Mare Balticum.
Tacitus' oplysninger om beliggenheden ved »Oceanet« kan således med god ret opfat­tes som sammenstemmende med Bedas klare udsagn om, at anglerne i England var kom­met fra landskabet Angel i Sydslesvig, og det ikke mindst, når man antager, at anglerne har beboet hele det nuværende Sydslesvig (og desuden - som vi skal se - den sydøstlige del af Nordslesvig). Dertil kommer, at Tacitus's ejendommelige skildring af den såkaldte Nerthus-kult ligeledes synes at pege hen på forhold i det nordiske, idet Nerthus utvivl­somt er en omskrivning af det nordiske gude­navn Njord. Om dyrkelsen af denne gud/­gudinde findes der ingen spor på syd for Ejderen, men derimod adskillige vidnesbyrd om i Norden.
Hos Snorre, hjemmeboende i Norges mid­delalder, hedder det: »Mens Njord var hos va­nerne, havde han sin søster til hustru, thi det var lov hos dem; deres børn var Frej og Freja«. Tacitus kalder Nerthus for »Moder Jord« til trods for, at den latinske endelse -us er han­køn, og det er naturligt at anse denne form for gudsdyrkelse for en gammel frugtbarhedskult. Hans skildring af guddommens køretur i en indviet vogn (jvf. Dejbjergvognen) og velsignelsen af markerne, så at der kunne komme grøde i jorden, samt omtalen af freden på jorden er træk, af hvilke nogle ikke blot genfindes hos Snorre, men også i senere tradi­tion.
Det skal indrømmes, at der er uendelig langt fra oldtidens Tacitus til middelalderens Snorre (selv om Dejbjergvognen tidsmæssigt ligger imellem), og der er endnu længere til det gamle landsbysamfunds riden eller køren »sommer i by« og til et i Sønderjylland ud­bredt sagn, der lader en »frue (jvf. Freja) køre vild og drukne sammen med en kusk i en »Fruesø« eller »Fruepyt«, eller lader et brude­par omkomme ved at køre ud i en »Brudesø« eller »Brudesjøv« eller - som det nutildags hedder i Slesvig by - »Brautsee«. Et minde om den »fred og ro«, der ifølge Tacitus herskede, mens guddommen var blandt menneskernes børn, er måske overleveret i Saxos gengivelse af sagnet om Frode Fredegod.
Hvis det virkelig skulle være tilfældet, at de omtalte sagn er mindelser om en fjern fortids frugtbarhedskult, har vi atter engang et vid­nesbyrd om den kontinuitet, der så ofte spores i vort folks historiske udvikling, og dertil et vidnesbyrd om, at anglernes efterkommere endnu lever i bedste velgående, ikke blot i England, men også inden for det sønderjyske område. Den sidste påstand - andet kan det jo ifølge sagens natur ikke blive - vil vi senere vende tilbage til.

Udsagn der peger på Elbe-Saale-området.
Det ville være i strid med alle principper for en videnskabelig fremstilling, hvis man, efter at have tilsluttet sig den opfattelse, at anglerne var hjemmeboende i landskabet Angel (med omegn), ville nøjes med at afvise det kildema­teriale, der peger på, at anglernes oprindelige hjemstavn var egnen omkring Elben og dens biflod Saale i Sachsen-Anhalt og Thüringen.
Det går ikke an uden videre med hensyn til Ptolemaios at hævde, at han har taget fejl ad­skillige gange, bl.a. ved at henvise til, at hans anbringelse af langobarderne på et »splitter­galt sted« ved Rhinen (G. Schütte) gør ham utroværdig. Ikke mindst må en sådan påstand være betænkelig, når der i forvejen er givet gode grunde for, at Ptolemaios's placering af anglerne med nogenlunde sikkerhed kan for­stås ud fra det på hans tid gældende verdens­billede. Det skal ovenikøbet være muligt også at læse Tacitus 's oplysninger ud fra denne for­udsætning, således at der bliver overensstem­melse mellem de to antikke forfattere (Lauritz Weibull i Scandia l934).
Det går ej heller an at påstå, at det omtalte lovhåndskrift slet ikke vedrører Thüringen, men derimod et nederlandsk område syd for Maas ved navn Doringen, også kaldt Thoringia (senere kendt som Toxania). Hvorfor skul­le man dog på Karl den Stores tid udfærdige en særlig lov for et lille område inden for hans eget rige ? Det er derfor nok mere rimeligt at antage, at loven skulle være gældende i Thüringen, der siden 531 var under frankisk herredømme. Det var et østligt grænseområ­de med egen lokalforvaltning, og de modtog ikke mindst på Karl den Stores tid en del til­flytning fra andre egne af hans rige. Måske forklarer dette et navn som Fresonofeld, åben­bart opkaldt efter frisiske indvandrere.
Visse forskeres forsøg på at løse Angel-problemet ved helt enkelt foreslå, at der her er tale om to forskellige folkeslag, der blot har haft en vis navnelighed og derfor begge er blevet kaldt anglere, er nok en lidt for letbenet måde at slippe uden om vanskelighederne på. Ud fra det foreliggende kildemateriales svage an­tydninger om anglernes geografiske placering må Ptolemaios stå til troende lige så vel som Tacitus. Der er derfor ingen vej udenom: der har også boet anglere i Elbe-Saale-området.
Deres bosættelse kan imidlertid uden større vanskelighed opfattes som resultatet af en fol­kevandring. Ligesom så mange andre folkevandringsstammer kan også nogle af angler­ne sammen med deres naboer varnerne fra deres hjemstavn på den Jyske Halvø være søgt sydpå mod solens lande, og det må være sket ved den tid, da mange nordiske oldtidsbønder som følge af en klimaændring måtte opgive at dyrke deres hjemlige jord og måtte vandre mod syd for at overleve, nemlig en­gang i tiden efter Kristi fødsel. Denne opfat­telse af begivenhedsforløbet må ovenikøbet anses for rimeligere end tanken om, at et »landkrabbe-folk« fra det indre af Nordtysk­land skulle være vandret mod nordvest ud til Nordsøkysten for derefter i 400-tallet at sætte over til den af romerne forladte ø Britannien.

Excurs: Danerne og stednavnene på -lev og -leben
En art parallel til anglernes bosættelse på den frugtbare løss-jord ved Elben og Saale (og om man vil bekræftelsen af hypotesen om en stedfunden folkevandring hertil) har man i forekomsten af de mange stednavne med en­delsen -leben i Sachsen-Anhalt og Thüringen.
Kendt er Martin Luthers fødeby Eisleben, og ved Saale findes f.eks. et Alsleben. Selv om nogle sprogforskere - blandt dem Anders Bjerrum og Kristian Hald - har gjort opmærk­som på at navne på -leben udmærket kan være udviklet selvstændigt i forhold til den danske stednavnsendelse -lev, er det dog nok mest almindeligt at opfatte lev-bebyggelser på dette strøg som et minde om, at der også blandt danerne har fundet en folkevandring sted til disse egne. Bent Søndergårds påvis­ning af, at hvert tiende af disse stednavne har et personnavn som forled, der beviseligt gen­findes i danske lev-navne, bestyrker denne opfattelse.
Det karakteristiske ved udbredelsen af lev-navnene er netop, at de findes udbredt overalt inden for det Danske Riges historiske område (med undtagelse af Blekinge og Bornholm). Kun få eksempler findes hinsides grænsen til Sverige. Lev-byernes forled er personnavne fra før-kristelig tid, og da de er kraftigst ud­bredte i egnene på begge sider af Øresund -altså inden for det område, der tillægges da­nerne - er deres udbredelse på Fyn og i Jylland af H. V. Clausen blevet anset for et vidnesbyrd om danernes erobring af hele Danmark.
Når det oprindeligt jyske stammeområde langs med vestkysten ikke har så mange lev-byer som det øvrige Jylland, kan det måske skyldes, at jydernes forening med danerne er foregået efter en aftale, hvorimod de store of­ferfund fra jernalderen - Vimose og Kragehul på Fyn, Thorbjerg i Angel, Nydam i Sunde­ved, Ejsbøl ved Haderslev og Illerup ved Skanderborg - tyder på, at danerne er trængt erobrende frem til disse egne, til Fyn og til den Jyske Halvøs østlige egne. Et af argumenterne for, at erobrerfolket kom østfra, er den - nu tabte - Nydambåd af fyrretræ. Den må stam­me fra den Skandinaviske Halvø, hvor fyrren på den tid var et skovtræ. Da efterleddet -lev betyder, »Hvad der efterlades, eller overla­des« (underforstået: af jordegods), er det nærliggende at antage, at det er erobrerfolkets stormænd, der findes nævnt i forleddets per­sonnavne.

(Fortsættes)