|
Danmarks største kartograf i ældre tid, Johannes Mejer (1606-1674), stammer fra Husum, hvor hans far var præst.
Faderen døde, da Johs. Mejer var en halv snes år, og drengen kom herefter i huset hos morbroderen, herredsfoged Jüngling i Krop, for siden at blive sendt til København, hvor hans farbror var præst ved St. Petri kirke.
I København kastede Mejer sig over studierne af astronomi og matematik. Han overtog en lærdomstradition, der var skabt - eller netop var ved at blive skabt - af Tyge Brahe, Longomontanus og Lauremberg.
1629 vendte Johannes Mejer tilbage til Husum, hvor han fortsatte sine studier med det formål at blive, hvad man på den tid kaldte »matematiker«, dvs. på én gang astronom, astrolog, kalenderudgiver og kartograf. På de førstnævnte felter bragte han det ikke til noget særligt, men som kartograf skulle han komme til at indtage en fremragende plads i kraft af en kombination af flid, medfødt snilde og teknisk dygtighed.
I 1636 begyndte han sin egentlige virksomhed med at udarbejde kort over marskegnene ved Husum. 1640-41 kortlagde han for hertugen af Gottorp Aabenraa amt og Slien med dens ofte omstridte sildehegn. I 1642 fik han af Chr. IV til opgave at kortlægge Vestkysten fra Varde til Glückstadt, en opgave, der senere blev udvidet til at omfatte hele Slesvig og Holsten, og som blev udført i årene 1642-48.
1647 opnåede Johannes Mejer den eftertragtede udnævnelse til kongelig matematiker hos Chr. IV med en årlig løn på 300 rigsdaler plus rejsegodtgørelse. 1650 indleverede han til Frederik III. et smukt oversigtskort over Danmark.
Uheldigt makkerskab
Af særlig interesse for vort område er det nære samarbejde, Johannes Mejer indgik med brødrene Caspar og Joachim Danckwerth i 1649 om udgivelsen af en beskrivelse af hertugdømmerne på grundlag af de kort, Johannes Mejer havde udarbejdet for kongen og hertugen, og som han havde fået tilladelse til at trykke. Mejer havde sine gode grunde til at søge medarbejderskab med især Caspar Danckwerth. Mejers økonomiske forhold var ikke de bedste - vel var han i 1647 blevet udnævnt til kongelig matematiker, men det kneb for ham at inddrive sine fordringer, og hans gæld voksede stadig. Danckwerth var velhavende, desuden havde han den litterære anseelse, som den latinske dannelse i den tid alene gav. Danckwerth var dertil vel anskreven hos hertugen, havde en udmærket og anset stilling, så værket skulle forlods være sikret en velvillig modtagelse. Desværre for Johannes Mejer skulle Caspar Danckwerth vise sig at være en højst ubehagelig samarbejdspartner - stridbar, herskesyg og uhæderlig i sine metoder til at sætte sin vilje igennem.
Manglede geografisk kendskab
I sammenligning med Mejers kartografiske bidrag stod Danckwerth ikke på højde med opgaven. Efter tidens forhold var han muligvis nok en lærd mand, men tidens lærdom var præget af kritikløshed. Hans slægtstavler er fulde af fejl og ubrugelige, hans ordfortolkninger er urimelige indtil det parodiske, hans etnografiske udviklinger er politisk farvede osv. Men det værste var, at han ikke havde tilstrækkeligt geografisk kendskab til landet og manglede det rette blik for, hvad opgaven krævede af ham. Medens Mejer rejste rundt og tegnede kort, tilrev Danckwerth sig ganske redaktionen -ja, han synes endog at have holdt Mejer i uvidenhed om, hvad han egentlig leverede. Fra starten var det ikke meningen at udgive den mægtige foliant, som kom til at foreligge. Mejers egentlige plan var, at Danckwerth skulle skrive en kort tekst bag på hvert kort, som det var skik og brug. Men opgaven løb af med Danckwerth, og han fyldte bogen op med vidtløftigt historisk, etnografisk og genealogisk stof, så den efterhånden svulmede op til et værk på 78 dobbeltspaltede ark. Det geografiske stof, der skulle have været dens tyngdepunkt, svandt ind til et minimum, og Mejers kort var ved at drukne i den uhyre tekstmængde.
Under titlen »Newe Landesbeschreibung der Zwey Herzogthümer Schleswigh und Holstein« udkom værket i 1652 i Husum; det blev trykt på det hertugelige trykkeri i Slesvig. Kortene var blevet stukket i kobber med stor dygtighed af de to guldsmedebrødre Mathias og Nicolaus Petersen fra Husum. Også denne del af arbejdet foregik under Danckwerths ledelse, og man véd, at han uden bemyndigelse, men på konsortiets regning lod fremstille 21.000 særtryk af kortene. Oplagets størrelse kendes ikke for selve værkets vedkommende, men det har været uhyre kostbart at fremstille - Mejer nævner et sted, at det kostede henved 7.000 rigsdaler.
Kongens mand og hertugens mand
Hverken forlæggere eller forfattere høstede megen tak for disse enorme udgifter. En række vanskeligheder - fortrinsvis af politisk art - opstod i kølvandet på udgivelsen, og en tid så det ud, som om værket skulle blive konfiskeret. En række uoverensstemmelser af statsretslig art eksisterede mellem kongen af Danmark og hertugen af Gottorp, på hvis trykkeri bogen var blevet til. Danckwerth var hertugens mand, Mejer var kongelig embedsmand. Danckwerth havde i sin vidtløftige tekst støttet hertugens synspunkter trods Mejers gentagne advarsler.
For Mejer var situationen kritisk, og i foråret 1653 rejste han til København for at afværge den truende ulykke. Det lykkedes ham delvis, men samme år gik hans løn som kongelig matematiker ned fra 300 til 200 rigsdaler på grund af Danckwerths fejlgreb.
Gæld
Ikke blot for sin økonomis skyld var Mejer utilfreds med værket, men også på grund af teksten. Med sin vanlige energi satte han sig for at omarbejde det hele.
Hans bearbejdelse på 1167 tætskrevne foliosider var færdig allerede 1654, men blev aldrig trykt. 1653 forlangte Mejer en afregning med Danckwertherne, men det skulle ikke lykkes ham at opnå noget. 1656 solgte Joachim Danckwerths enke, Clara, de stukne kobberplader til kortene til Joan Blaeu i Amsterdam for 360 rigsdaler, uden at Mejer overhovedet var blevet spurgt. Han gjorde senere krav på erstatning herfor på 500 rigsdaler. Langvarige og for Mejer lidet udbytterige processer fulgte i årene derefter, og Mejer blev mere og mere forgældet.
1654-55 kortlagde han Jylland, 1655-58 udarbejdedes Skånebogen, og samtidig lagde han planer om et stort nordisk atlas i 7 bind. Men Karl Gustav-krigen standsede hans planer.
Fra 1660 levede han til stadighed i Husum; hans kartografiske virksomhed sygnede hen, og tidernes ugunst ødelagde hans håb om at se flere af sine arbejder trykt.
»Historiske« kort
En anden side af Johannes Mejers virksomhed skal kort berøres, fordi den placerer ham i hans samtids forvirrede og ukritiske videnskab. Mejer tegnede en række »historiske« kort, hvis nøjagtighed og rigtighed han sikkert selv har været overbevist om. Et eksempel er hans kort over Nordfrisland i året 1240, som må betegnes som frodig fantasi.
Som astrolog og kabbalist bevægede Johannes Mejer sig med lige stor sikkerhed i Husums marskegne og i Paradisets have. Han efterlader sig et kort over Paradis - og det i sand målestok. Paradiset er en oval på 40 gange 32 tyske mil! Og han vidste mere end det. F.eks. fastlægger han det sted ved Eufratfloden, hvor Adam blev skabt; og han viser, hvordan Gud og hans engle fejrede den første sabbat i Edens have sammen med Adam og Eva - en fornøjelse, de dog kun nød seks gange, thi tidligt om morgenen den 26. oktober (!) gik Eva hen til kundskabens træ og spiste af dets frugt.
Smukke kort
Mejers kort er for største delen bevaret, og man må stadig beundre hans evne til med relativt primitive hjælpemidler at skildre sin samtids Danmark og Holsten. For stednavneforskningen har hans kort stor interesse. I mange tilfælde er hans navne de ældste former, vi kender. De må dog altid betragtes med det forbehold, at Mejer anvendte danske, plattyske og højtyske navneformer i en forunderlig blanding.
Kortene blev bortset fra de mere kuriøse tegnet til praktisk nytte, og de blev ikke overgået de første 150 år. Dertil kommer, at de er meget smukke med ders kartoucher med våbenskjolde, orlogsskibe, havuhyrer, bønder, fiskere, kniplepiger, lam, køer osv.
Mejers stednavne:
Som kilde for stednavneforskningen er Mejers kort interessante ved i flere tilfælde at bringe den ældste kendte skriftlige form af et stednavn. Men kortenes stednavnestof må tages med store forbehold; dels er det i forhold til navnenes alder og andet sammenligningsmateriale ret ungt, og dels er det præget af, at Mejer anvendte danske, plattyske og højtyske former i en blanding, svarende til hans egen sproglige baggrund, der omfattede alle tre sprog.
|
Geschichte: Allgemein
Ausgabe :