Vi slesvigere ...

Vore stednavne

I en avisnotits fornylig stod der, at endelsen - lund i Bramstedlund er det danske ord for det tyske Hain, en lille gruppe træer. Der findes mange gamle stednavne i vor landsdel, og de ældste er nok fællesgermanske. Man skriver f.eks. Bramstedt på tysk og Bramsted på dansk, og det er det samme, bare sagt på to forskellige sprog. På dansk udtales - sted med blødt d, mens det på tysk udtales hårdt, og derfor ender det på dt.
Hvilken af disse endelser er så den oprindelige?
For at kunne finde ud af det må vi vide, hvilket sprog de mennesker talte, der gav stedet navn. Så vidt vi ved, har det været et germansk sprog.
For 600-700 år siden - ja, sikkert meget før - begyndte de to sprog, der nu kaldes dansk og tysk, at fjerne sig fra hinanden. Folk i vor hjemstavn talte dansk og udtalte derfor deres byers navne på dansk.
Det dansk, de talte, var nok noget, som ligner det, der i dag kaldes sønderjysk (i folkemunde kartoffeldansk). Ganske sikkert har det sønder­jyske sprog, som tales i dag, udviklet sig fra det gamle sprog, for men­nesker forandrer og fornyer hele tiden deres sprog, så det passer til deres arbejde og er brugbart i samværet med andre.
Går vi nu ud fra, at sønderjysk var det sprog, folk talte, så har de hverken kaldt deres by for Bramsted eller Bramstedt, men Bramstej eller Bramstei, som de også gør i dag på sønderjysk.
Det samme gælder Hattstedt (Hatsted), som hedder Hatstej, Bred-stedt (Bredsted) = Bræstej, Hackstedt (Haksted) = Hakstej, Istedt (Isted) = Istei, Langstedt (Langsted) = Långstej osv.
Nu kan det siges, at Mejers gamle kort siger noget andet, og det er rigtigt, men Mejer brugte tysk som skriftsprog, også der hvor folk ikke talte tysk. Hans stednavne er også påvirket af den latinske stavemåde, der blev brugt, før man begyndte at bruge tysk og dansk som skriftsprog. Nej, de gamle kort fortæller heller ikke sandheden.
Men -lund er et meget gammelt stednavn. Ordet bruges også i dag i det danske sprog, og det har stadig samme betydning. Det samme gælder andre stednavnsendelser.
Gennem de seneste århundreder er tysk vandret ind i vor hjemstavn, og mange af vore stednavne er også i befolkningens dagligdag ændret til den tyske form. I lang tid var det kun i officielle skrifter og i de tyskspro­gede skoler og kirker, at den tyske form blev brugt, mens dagligdagens arbejdssprog bibeholdt den gamle form. Først i nyere tid med radio og fjernsyn - og ikke mindst ved tilvandring af de mange, der ikke kender de gamle navneformer - bliver stednavnenes udtale mere og mere lig skriftsprogets skrivemåde. Og befolkningen kender ofte ikke navnets indhold og betydning.